Trold farende med tre Hoveder. "Hvem er det, som rører min Skov?" sagde Troldet. "Den er ligesaameget min som din," sagde Studen. "Ja, det skal vi nappes om," skreg Troldet. "Kan saa det," sagde Studen. Saa rendte de sammen og sloges, og Studen den stangede og sparkede af alle Livsens Kræfter, men Troldet slog lige godt og det varede hele Dagen førend Studen fik Bugt med det, og da var den saa fuld af Saar og saa ussel, at den næsten ikke aarkede at gaae. Saa maatte de hvile over en Dag, og saa sagde Studen til Kongsdatteren, at hun skulde tage det Smurningshornet, som hang ved Bæltet til Troldet og smøre den med; da kom den sig, og Dagen efter ranglede de afsted igjen. De reiste nu i mange, mange Dage og saa kom de langt om længe til en Sølvskov; der vare baade Træer og Grene og Blade og Blomster og Alting af Sølv.
Førend Studen gik ind i den, sagde den til Kongsdatteren: "Naar vi nu komme ind i denne Skoven, maa du for Guds Skyld tage dig vel i Agt; du maa slet ikke røre nogen Ting og ikke rive af saa meget som et Blad, for ellers er det forbi baade med dig og med mig; her er et Trold med sex Hoveder, som eier den, og det troer jeg ikke jeg kan raade med."
"Nei," sagde Kongsdatteren, "jeg skal nok tage mig vare og ikke røre ved det, du ikke vil, jeg skal røre." Men da de kom ind i Skoven, var den saa tæt og saa trang, at de næsten ikke kunde komme frem. Hun var saa forsigtig som hun kunde og bøiede sig til Siden for Grenene og skjød dem bort foran sig med Hænderne, men hvert Øieblik slog Grenene hende i
