"Et Stykke af Hæl
Og et Stykke af Taa;
Kari Træstakkens Sko
Er fuld af Blod!"
Og da de saa efter, havde Fuglen sagt sandt, for Blodet silrede ud af Skoen. Saa maatte alle Tjenestepigerne og alle de Fruentimmer, som vare paa Slottet, frem at prøve Skoen paa sig, men der var Ingen, som den vilde passe. "Men hvor er Kari Træstak da?" spurgte Prindsen, da alle de øvrige havde passet Skoen, for han forstod sig godt paa Fuglesang og kom vel i Hu hvad Fuglen havde sagt. "Aa, hun da!" sagde de Andre, "det kan aldri nytte, hun kommer frem, for hun har Been saa store som en Hest." "Kan nok være det," sagde Prindsen, "men siden alle de Andre har prøvet den, saa kan jo Kari ogsaa være med!" "Kari!" raabte han ud gjennem Døren, og Kari kom op over Trapperne, og det ramlede i Træstakken, som om det var et heelt Regiment Dragoner, der kom farende. "Nu skal du passe Guldskoen og blive Prindsesse du og!" sagde de andre Jenter og loe og gjorde Nar af hende. Kari tog Skoen op, satte Benet i den saa let hun vilde, kastede Træstakken af sig, og saa stod hun der med Guldkjolen paa, saa det skinnede af hende, og paa det andet Been havde hun Magen til Guldskoen. Da Prindsen nu kjendte hende igjen, blev han saa glad, at han løb hen og omfavnede og kyssede hende, og da han fik høre, hun var en Kongsdatter, blev han endda gladere, og saa blev der Bryllup, og Snip, Snap, Snude, saa er det Eventyr ude.
