i Folerumpen. Da han vel var kommen forbi Bjergskorten, sagde den yngste Folen: „Sæt dig op paa Ryggen min du, for vi har lang Vei endnu,” og det gjorde han.
Saa reiste de et langt, langt Stykke til. „Seer du Noget nu?” sagde Folen. „Nei!” sagde Askeladden. De reiste da et godt Stykke igjen. „Seer du Noget nu?” spurgte Folen. „Aa nei,” sagde Gutten. Da de saa havde reist et langt, langt Stykke, spurgte Folen igjen: „Seer du Noget nu da?” „Ja, nu synes jeg, det hvidner i Noget,” sagde Askepot; „det seer ud som en stor, diger Birkestubbe.” „Ja, der skal vi ind,” sagde Folen. Da de kom til Stubben, tog den ældste Folen og brød den til Side, — saa var der en Dør, der Stubben havde staaet; — indenfor var der en liden Stue, og i Stuen var der ikke stort Andet end en liden Skorsten og et Par Krakke; men bag Døren hang et stort, rustent Sværd og en liden Krukke. „Kan du svinge Sværdet?” spurgte Folen. Askeladden prøvede, men han kunde ikke; saa maatte han tage sig en Slurk af Flasken, først en Gang, saa en Gang til og saa endda en Gang, og saa kunde han haandtere det som ingen Ting. „Ja, nu maa du tage Sværdet med dig,” sagde Folen, „med det skal du hugge Hovedet af os alle syv paa Bryllupsdagen din, saa blive vi til Prindser igjen, som vi vare før. For vi ere Brødre til Prindsessen, du skal faae, naar du kan sige Kongen, hvad vi æde og drikke; men der er et fælt Trold, som har kastet Ham paa os. Naar du nu har hugget Hovedet af os, maa du passe vel paa og lægge hvert Hoved ved Halen af den Krop, som
