Side:Folkeeventyr (1852).djvu/336

Han syntes nu det var for langt at gaae til Havnen med den, saa tænkte han at han skulde slippe den oppe paa Taget; det var Torvetag paa Hytten og der stod stort, gjildt Græs. Hytten laa ved en brat Bakke, og naar han lagde en Planke over paa Taget, saa troede han nok han skulde faae Koen derop. Men Kjærnen turde han ikke slippe heller, for den vesle Ungen hans foer og kravlede om paa Gulvet; den kunde gjerne slaae den overende, tænkte han. Kjernen tog han da paa Ryggen og gik saa ud, men saa skulde han vande Koen først, førend han slap den paa Taget. Han tok en Bøtte og skulde tage Vand i Brønden med, men da han bøiete sig ud over Kanten, randt Fløden ud af Kjernen og ned i Nakken paa ham og saa ned i Brønden. Det led nu til Middagen, og Smør havde han endda ikke faaet, saa tænkte han, han skulde koge Grød, hængte saa en Gryde med Vand paa Skorstenen. Da han havde gjort det, kom han til at tænke paa at Koen kunde falde ned af Taget og brække Benene eller Halsen paa sig, gik saa op paa Taget og skulde binde den. Den ene Enden af Rebet bandt han om Halsen paa Koen, slap det saa ned igjennem Piben og bandt Rebhællen om Laaret sit, for Vandet kogte alt i Gryden, og han maatte til at stampe Grøden. Mens han holdt paa med det, faldt Koen udover Taget ligevel og trak Manden op igjennem Piben ved Rebet; der sad han fast, og Koen, den hang udenfor Væggen og svævede mellem Himmel og Jord, og den kunde heller ikke komme løs. Konen havde ventet i syv Lange og syv Brede paa at Manden skulde komme og raabe hjem til Middags; men det blev ikke noget af. Tilsidst saa syntes hun det blev for