fløi ind og lod ham kjøre sin Vei. Han reiste hjem, men han tænkte ved sig selv, at hun nok skulde have det igjen. Han satte paa sig et stort Skjæg af Lav, trak en vid Skindkjole paa og klædte sig ud som en anden Tigger; men hos en Guldsmed kjøbte han sig en Guldrok, og dermed gik han afsted og satte sig en Morgen udenfor Vinduet til Kongsdatteren til at file og stelle paa Guldrokken, for den var ikke rigtig færdig, og der var ingen Opstandere paa den heller. Da Kongsdatteren kom til Vinduet om Morgenen, lukkede hun op, raabte paa ham og spurgte om hun vilde sælge den Guldrokken sin. „Nei tilfalds er den ikke,” sagde Haaken Borkenskjæg, „men det er det samme, faaer jeg sove udenfor Kammerdøren din i Nat, saa skal du faae den.” Ja, det syntes Kongsdatteren var godt Kjøb; det kunde der ikke være nogen Fare i. Hun fik Rokken, og om Kvelden lagde Haaken Borkenskjæg sig udenfor Kammerdøren hendes. Men da det led ud paa Natten, begyndte han at fryse saa. „Hutetutetutetu, det er saa fælt koldt, at — slip mig ind,” sagde han. „Jeg mener du er reent forstyrret,” sagde Prindsessen. „Aa Hutetutetutetu, det er saa koldt, og slip mig bare ind!” sagde Haaken Borkenskjæg. „Hys, hys! ti stille!” sagde Prindsessen, „faar Faer høre, det er Mandfolk her, saa bliver jeg rent ulykkelig!” „Aa Hutetutetutetu, jeg fryser mest ihjel, lad mig bare komme ind og faae ligge paa Gulvet!” sagde Haaken Borkenskjæg. Ja, det var ikke andet Raad, hun maatte slippe ham ind, og da han var kommen ind, lagde han sig paa Gulvet og sov nok saa godt.
En Stund efter kom Haaken igjen med Opstanderne til Rokken, og saa satte han sig udenfor Vinduet til Kongsdatteren
