Side:Folkeeventyr (1852).djvu/378

Denne siden er korrekturlest

dig,” svarede Øxen. „Ja, ja, her er jeg,” sagde Esben, han tog Øxen og slog den af Skaftet og stoppede begge Dele i Skræppen sin. Da han saa kom ned igjen til Brødrene sine, begyndte de at lee og gjøre Nar af ham; „hvad var det for noget Rart du fik see oppe i Heien? sagde de. „Aa det var bare en Øx, vi hørte,” sagde Esben.

Da de saa havde gaaet en Stund igjen, kom de under en Bjerghammer, oppe i den hørte de Noget hakkede og grov. „Jeg undres, hvad det er som hakker og graver oppe under Bjerghammeren jeg?” sagde Esben Askelad. „Du er nu altid saa klog til at forundre dig, du,” sagde han Peer og han Paal igjen; „har du aldrig hørt Fuglene hakke, og pikke paa Træerne før?” „Ja men jeg har nok Moro af at see hvad det er ligevel jeg,” sagde Esben, og alt de loe og gjorde Nar af ham, saa brød han sig ikke om det, han lagde afsted op imod Bjerghammeren og da han kom op under, saa han det var et Græv, som stod og hakkede og grov. „God Dag!” sagde Esben Askelad; „staaer du her og hakker og graver saa alene?” „Ja, jeg gjør det,” sagde Grævet, „nu har jeg staaet her og hakket og gravet i mange lange Tider og ventet paa dig,” sagde det. „Ja, ja, her er jeg,” sagde Esben igjen, han tog Grævet og slog det af Skaftet og gjemte det i Skræppen sin, og saa nedover til Brødrene sine igjen. „Det var vel noget fælt Rart, du saa deroppe under Bjerghammeren?” sagde Peer og Paal. „Aa det var ikke noget Videre, det var bare et Græv, vi hørte,” svarede Esben. Saa gik de et godt Stykke sammen igjen, til de kom til en Bæk; tørste vare de nu alle Tre efter det de havde gaaet, og saa lagde