Side:Garborg - Norges Selvstændighedskamp.djvu/73

Denne siden er korrekturlest


Kongen søgte at sanne en Høireregjering paa Grundlag af Ikke-Tilfølgetagelse af 10de Junibeslutningen. Det lykkedes ikke. Men Kongen fortsatte sin Modstand. Han opmuntredes hertil ikke blot af fremmede Raadgivere, som her paa en enestaaende illoyal Maade synes at have skudt sig ind mellem en Konge og hans Folk, men ogsaa af den ÿderliggaaende Del af det norske Høire. Denne Fraktion, der i sin Presse med paafaldende Iver forfægtede de formentlige svenske Interesser, foranstaltede midt under Krisen et Hyldningstog til Kongen i Anledning af, at han i denne norske Sag havde bøiet sig for svenske Hensyn og derved ført Ladet op i en Krise af den skarpeste Natur (5 Juli 1892), og dette høist letsindige Forsøg paa at forfalske Folkemeningen kunde naturligvis ikke stemme til Eftergivenhed.

Samtidig fremsatte Høires Fører, Stang, det Forslag til Dagsorden, der er blevet betegnet som hans »Invit til Sverige.« Han inbød her Storthinget til at udtale, „at en varig Fjernelse af de Farer, som den nuværende Tilstand af de forenede Rigers indbyrdes Forhold medfører, alene kan opnaaes ved en fuldstændig Ordning af Rigernes indbyrdes Forhold, grundet paa begges Selvstændighed og fuldt gjennemførte Ligestillet inden Unionen.“ — Det var den tredie Unionskomite, som her i

„diplomatiske“ Ord stilledes i Udsigt.

    er der paa den anden Side intet, der betager et Statsraadsmedlem den naturlige Rettighed at nægte Kontrasignation og nedlægge sit Embede.« Praxis taler ogsaa herfor:
     I 1821 befalede Karl Johan Regjeringen at udfærdige Obligationer til Betaling af den danske Gjæld, uden at Storthinget havde bevilget Fonds dertil. Finantsministeren, Grev Wedel-Jarlsberg, nægtede at underskrive og indgav Ansøgning om Afsked. Karl Johan gjorde intet ved dette (P. Motzfeldts »Breve og Optegnelser«, Dagbog fra 1821.)