indre Throndhjem og har saaledes ikke kunnet lægge noget til. Dette sagn bliver saaledes et interessant Vidnesbyrd om, at Thrønderne endnu ved 1220 mindedes Begivenhederne mellem Olav og Svein ved Olavs første Vinterophold i Thrøndelagen; det er forsaavidt mærkeligt, som det ellers overalt kun er de legendariske Træk af Olavs Liv, der har holdt sig som Folkesagn. Hvis man nu vil redde Snorres Fremstilling for Historien, har man intet andet at gjøre end som P. A. Munch[1] at forklare skoven om Furuskov og bortskaffe Løvet; men man har ogsaa en anden Udvei, at opgive Snorre og holde sig til Konungatals simplere og kortere Fortælling.
Den sammenhængende Skildring af St. Olavs Flugt fra Søndmøre over Oplandene til Sverige hører ikke organisk til hans Saga; i den ældste islandske Olavssaga har den ikke været optaget, derfor borger baade Brudstykkerne i Rigsarkivet og Uddragene i „Konungatal“. I det bevarede norske Haandskrift fremtræder ogsaa Beretningen som tydeligt indskudt, idet den sammenhængende Skildring følger lige efter den korte ældre Beretning om samme Reise, og idet den ovenikjøbet er skilt ad i to Dele-, som man har søgt at trænge ind paa to forskjellige Steder i den ældre Fremstilling. I det norske sagahaandskrift kan vi læse om Toget gjennem Søndmøre (Cap. 72), den møisommelige Fjeldreise opad Valdalen, hvor Bønderne advarer ham mod de frafaldne Oplændinger (73), og om hvorledes Olav tvang Bønderne i Lesje, Lom og vaage til at vende tilbage til Kristendom-
- ↑ D. n. F. Hist. I, 2 S. 528.
