folk, dels af saakaldte „Proventfolk“, det vil sige Personer, der uden at aflægge Ordensløfte opholdt sig i Klostrene og nød Forsørgelse der for en i Regelen en Gang for alle forud erlagt Betaling.
Et særeget Træk, hvorpaa man hidtil ikke har været tilstrækkelig opmærksom, men som dog med Lethed lader sig paavise ved sikre Vidnesbyrd, er, at den bergenske Klosterverden efterhaanden var bleven i høi Grad unational. Tydske Elementer havde gjort sig mærkbart gjeldende. Det vil fremgaa allerede af de mange fremmede Navne, som nedenfor ville blive opregnede. Ligesom den tydske Handelscoloni paa Bryggen trak efter sig hele Skarer af tydske Haandverkere, saaledes hidførte den ogsaa tydske Munke. Hvor raa og brutale de hanseatiske Pebersvende vare, havde de dog en Art overtroisk Trang til en Art geistlig Trøst af Landsmænd[1]. Man vilde midt i sit syndige Liv dog paa en Maade, for at tale i Kjøbmandsstil, assurere sig for det andet Liv. Man mærker noget lignende ogsaa paa en anden Kant af den hanseatiske Verden, nemlig ved Skanør og Falsterbod i Skaane, hvor det aarlige Sildefiskeri samlede utallige tydske Kjøbmænd og Søfolk. Man saa der i Fisketiden „Munke i Mængde, der løb om med sine flytbare Altere“, messede og gav Aflad. Ja endog et fast Graabrødrekloster havde de faaet i Stand der. Men ligesom i Bergen florerede ogsaa der de berygtede Huse endnu mere, end disse Andagtsøvelser.
Tydskerne have altsaa trængt sine Landsmænd ind i de norske Klostere, og tydske Tiggermunke streifede derfor om i de norske Bygder. Stundom ansattes de ogsaa ligefrem som Præster, især vistnok ved Fiskeværene i de
- ↑ Det er ganske paafaldende, hvor hyppig Bergefarere i sine Testamenter betænkte Kirker og Klostre i Bergen. Se herom Bruns, Die Lübecker Bergenfahrer. Berlin 1900.
