ianere, men de materialistiske og metaphysiske Synsmaader, som nu gjøre saa megen Opsigt i Verden, var enten ukjendte eller betragtedes med Ligegyldighed. Geistligheden var, saavidt mig bekjendt, respektabel og respekteret, men Religionen tog man ikke megen Notits af. Af de høiere Klasser syntes de færreste nogensinde at gaa i Kirke, og jeg maa tilstaa, at jeg fulgte mine Venners Exempel. Jeg foretog mig om Søndagen det samme som paa andre Dage, skrev Breve, gjorde Visitter o. s. v. Dog erindrer jeg at have været i Christiania Hovedkirke ved en Leilighed, da jeg hørte Biskop Bech beskrive Kronprins Oskar som „Rigets Haab og Fremtidens Glæde“.
I en By paa Vestlandet havde min Fader Handelsforbindelser med en høierestaaende Geistlig – jeg nævner hverken Navn eller Sted –. Da jeg fandt ham paa sit contor en Søndag Formiddag, spurgte jeg ham, hvorledes han fik besørget sine Forretninger i Kirken. Han svarede, at han, da han havde sin Post at expedere, lod sin Kapellan forrette der. Han syntes at forudsætte, at der ikke kunde være noget paafaldende deri. Jeg haaber og tror, at der nu er en meget større Religiøsitet blandt de dannede Klasser, end i min Tid. Jeg er kommen til denne Slutning ved at lægge Mærke til, hvormeget større Plads dogmatiske og rituelle Spørgsmaal nu optage i Aviserne, end Tilfældet var i Fortiden.
Jeg gaar nu over til at omtale nogle af mine Bekjendtskaber inden Forretningsverdenen. De fleste af disse hørte hjemme i Christiania, som var mit Hovedkvarter, og hvor jeg deltog meget i det selskabelige Liv.
Den Familje, som jeg mest omgikkes, var General Haxthausens. Han var en interessant gammel Mand, som kjendte mange Mennesker og mange Ting og havde prøvet meget baade af Medgang og Modgang i Livet og
