i Norge og i England. Jeg havde den Fornøielse gjentagne Gange at modtage ham i Bromley, og engang havde jeg den forøgede Glæde at se ham der ledsaget af Grevinden og deres smukke, elskværdige Datter Caroline, hvem de desværre mistede saa tidligt. Det var ved denne Leilighed og i mit Hus, at han modtog det Brev fra Kongen, der tilbød ham Statholderskabet.
Naar vi var adskilte, brevvexlede vi ofte, og jeg gjemmer endnu mange af hans Breve, som jeg endnu engang vil gaa grundig igjennem, dersom jeg kan samle Mod til at gjøre det. Mange af dem angik Forretningssager, og jeg maa her engang for alle bemærke, at Greven under vor mangeaarige Forbindelse aldrig hverken med Mund eller Pen meddelte noget, som i mindste Maade kunde kompromittere hans offentlige Stilling.
Jeg var saa uheldig kun en Gang at være i Norge under Stortingets Samvær; jeg tror, at det var i 1828. Greven var Præsident, og jeg pleiede imellem at overvære Forhandlingerne.
I 1828 var jeg atter i Norge, netop som Canning’s Død havde foranlediget Toryregjeringens Tilbagevenden til Magten. Kongen blev meget allarmeret derved, i den Tro at en Parvenu-Suveræn som han vilde blive ilde anseet af de raadende Myndigheder i England og hans Trone maaske endog udsættes for Fare.
Grev Wetterstedt, som var i Kongens Suite ved denne Leilighed, søgte mig for at forhøre sig om min Mening om Sagen. Jeg svarede, at der ikke kunde være nogen rimelig Grund til Frygt i nævnte Henseende.
Det var enten i dette Aar eller i 1826 (jeg erindrer ikke hvilket), at jeg af Grev Wedel blev indført hos Statholderen, Grev Platen, med hvem jeg havde mange Samtaler om Trælasttolden og andre Sager.
