Jeg vil blot pege paa en anden gavnlig Bestemmelse
i Grundloven – det kongelige Veto. Dette er et
overmaade vigtigt Punkt i Grundloven, som den er.
Stortingets Deling i Odelsting og Lagting sikrer vistnok, at enhver Sag behandles 2 Gange, men Lagtinget er simpelt hen en Afdeling af Stortinget, hvis Medlemmer vælges med noget Hensyn til særegne Kvalifikationer, og som vel undertiden kan forkaste eller modificere uheldige Beslutninger, men hvis Modstand kun kan gjøre Virkning, naar den understøttes af en betydelig Minoritet i den anden Afdeling.
At Repræsentanterne har Diæt, er utvivlsomt uheldigt, ligesom det har vist sig at være Tilfælde i nogle engelske Kolonier og i de forenede Stater, men i Norge idetmindste var og er det uundgaaeligt.
Mange af de Love, som Stortinget har udstedt, har været beundringsværdige, og jeg maa med den høieste Ros omtale den Lov, der skabte Formandskabsinstitutionen, Afskaffelsen af Aagerlovene, Frigjørelsen af forskjellige Næringsgrene ved Ophævelse af Haandværkslaugene, Formindskelsen af de hidtil bestaaende Indskrænkninger for Handelsvirksomhed i Byerne og paa Landet, Nedsættelsen om end ikke fuldstændig Ophævelse af Beskyttelsestold, Loven om Høiesteretsvoteringens Offentlighed, alt Forholdsregler, der fortjener stor Anerkjendelse.
Stortinget vilde utvivlsomt handle viseligt ved ogsaa at ophæve Odelsretten og give Statsraaderne Adgang til Tinget eller idetmindste Ret til at deltage i Debatten.
Der kan ikke være Tvivl om, at Norge staar i stor Taknemlighedsgjeld til sine Embedsmænd, som i saa lang Tid ledede Stortingets Forhandlinger. Dette kan meget vel forenes med den Kjendsgjerning, at de var noget uvillige til at opgive sin bureaukratiske Indflydelse og
