sin Eftermand. Han blev ogsaa Erkebiskop 1188 og døde 1213 efter et langt og meget bevæget Liv og efter som gammel og blind Mand at have trukket sig tilbage fra sin Regjering[1].
Da Stavangers Bispestol blev ledig efter Erik, paafulgte en mærkelig, men tildels gaadefuld Valgstrid. Erkebiskoppen havde før sin Bortreise faaet „Geistligheden og Menigheden“ til at vælge en (unævnt) Mand til Efterfølger, Sverre derimod vilde fremtvinge en Anden, om hvem Erkebispen siden paastod, at han just, da Valget foregik, „stod i Begreb med at ægte en tidligere gift Kvinde“. Siden lykkedes det den noksom bekjendte Nicolaus Arnessøn, ved sin Frænke Dronningens Hjelp at faa Sverres Samtykke til at blive Biskop i Stavanger, men han kom aldrig til at tiltræde, da kort efter Oslos Stift blev ledigt, og han foretrak og opnaaede dette.
Kort efter møder vi en vis Njaal som Biskop af Stavanger (c. 1190–c. 1207). Navnet er ikke norsk, men keltisk og derfra overført til Island. Muligens har derfor Njaal været Islænding. Navnet („Njeld“) har siden holdt sig i Stavangeregnen og hidrører maaskee efter denne Biskop. Efterat Erkebiskop Erik havde forladt Landet i Fiendskab med Sverre, var Njaal Kongen en Tid lydig og deltog ogsaa med de øvrige Suffraganbiskopper i at krone ham 1194, men tilsidst drog ogsaa han ligesom de øvrige til Danmark, hvor de forbleve under Absalons Beskyttelse i flere Aar indtil Sverres Død og dennes Søn Haakons Forsoning med Hierarchiet. Et Par Aar senere forefaldt en i Inges Saga bevaret Begivenhed i Stavanger
- ↑ Eriks Historie er udførlig fortalt i min nysnævnte Krønike om Erkebiskopperne S. 24–33. Dertil henvises ogsaa m. H. t. Valgstriden i Stavanger efter Eriks Fraflyttelse.
