Kong Haakon paa hans Tog mod Skotland og var hos ham ved hans Død paa Orknøerne. I 1266 var han med at iføre Erkebiskop Haakon det fra Rom oversendte Pallium. Under ham oprettedes Hospitalet i Stavanger, og Domkirken brændte 1272.
Eftermanden Biskop Arne (1276–1303), hvis Herkomst og Fortid er ganske ubekjendt[1], har gjort sig særlig bekjendt i stiftets Historie ved de mange Stridigheder, som under ham udmærker denne, og hvorom senere skal tales. Arnes første Aar faldt ind i den Tid, da Kirken først ved Magnus Lagabøters mange Indrømmelser opnaaede de største Privilegier, den nogensinde i Norge har havt, for derpaa for en væsentlig Deel atter at tabe dem under Sønnen Eriks Formyndere. Da Erkebiskop Jon og to andre Bisper maatte drage i Landflygtighed, undgik Arne denne Skjebne, og han har saaledes ved Siden af Biskop Narve i Bergen forholdsvis lettere fundet sig i, hvad der skede; men ogsaa i Stavanger Stift var dog Kampen kommen til Syne. De under Kong Magnus givne Privilegier hjemlede Biskoppens haandgangne Mænd Ledingsfrihed, men denne Begunstigelse toges nu tilbage. Biskop Arnes Mænd vilde protestere herimod og negtede at betale Leding, men Baronen Hr. Audun Hugleikssøn lod nu ved Thinget paa St. Mariæ Kirkegaard i Bergen disse Mænd lyse utlæge. De maatte rømme ud af Landet, og Baronen Hr. Gaute af Tolga lagde deres Gods under Kronen. Herfor blev han vel bansat, men ænsede neppe Banstraalen meget[2]. Men Hr. Gaute blev i 1288 dræbt i
