scrutinium (ved Stemmesedler), men aabenbart ved den saakaldte accessus[1]; thi det hedder, at alle eenstemmig og pludselig (subito et repente) bleve enige om at vælge en Medbroder, Gunnar Erikssøn, som – hvad der altid hørte til god og sømmelig Skik – i Begyndelsen undslog sig og ikke vilde lade sig føre til det biskoppelige Sæde, før Confirmation fra Erkebispen var indløben. Derefter bekjendtgjordes Udfaldet for den øvrige Geistlighed og for „Folket“, der udentvivl i stor Spænding har samlet sig om Domkirken[2]. Det maa nu erindres, at Baselerconciliet endnu var samlet, og at, som allerede før bemærket, ifølge dettes Bestemmelser Pavemagtens Indblanding i Bispevalget var ophævet. For denne Gang var altsaa Erkebispens Bekræftelse sidste Instants, og denne er, uvist naar, indløben. Om Samtykke fra Kongen taltes naturligviis ikke officielt, og det kan heller ikke være indhentet i den korte Tid efter Auduns Død. Det vides ikke, hvor Indvielsen, hvilken Aslak Bolt vistnok har forrettet, har fundet Sted. Kun saameget er vist, at Gunnar virkelig kom i Besiddelse af sit Sæde.
Den nye Biskops Herkomst er ubekjendt. Det er sandsynligt, at den samtidige Abbed af Halsnø, Olaf Erikssøn, har været hans Broder[3]. Vi se; at Gunnar har studeret udenlands, da han vistnok er den Gunnarus Erici, der 1421 indskreves ved Rostocks Universitet[4]. Han nævnes oftere som Kannik fra 1428 af, da han allerede forekommer som den første af tre tilstedeværende Chorsbrødre. I 1435 mødte han i Bergen ved Conciliet som sin Biskops
