gjort et heelt andet Indtryk end i vor Tid, da der foruden det store Høialter endnu gaves mindst 15 andre Altere, der maa have været anbragte paa begge Sider af Skibene.
Af særlig Betydning for Stavangers Domkirke var naturligviis Helgenen St. Svithuns Cultus. Denne Helgen hørte til de betydeligere i Norge og er paabudt saavel i Frostathings- som i Gulathingsloven. St. Svithun havde to Festdage (2 og 15 Juli), men desuden nævnes 1333 ogsaa en Svithunsmesse „om Høsten“[1]. Jeg har tænkt mig, at denne sidste kunde betyde Stavanger Domkirkes Dedications- eller Kirkemessedag, der naturligviis var en stor Høitidsdag i Byen, og paa hvilken Dag Kannikerne længe vare forpligtede til at holde et Gilde[2]. At St. Svithuns Skrin ved en eller flere af disse Dage er blevet baaret i Procession, saaledes som Olafsskrinet i Nidaros, er vel sandsynligt, og Ofringer have vistnok da fundet Sted. Endnu i vort Aarhundrede har der hersket en eiendommelig Overtro i Stavanger, som rimeligviis er en Levning fra Svithunsdyrkelsen. Den bekjendte danske Naturforsker Henrik Krøyer (Adjunct i Stavanger 1827–1830) har nemlig optegnet Følgende: „Mod Radesyge anbefales at gaa tre Gange rundt om Kirken med et Skrin, svinge dette tre Gange Midt om Hovedet og derpaa sætte det paa en Grav“[3].
Stavanger Domkirke er den eneste i Norge, for hvilken vi have bevaret en fuldstændig Fortegnelse over
- ↑ D. No. XII No. 81.
- ↑ D. N. IV No. 896. Det er en aabenbar Feil, naar Nicolaysen i sit Verk om Kirken fortæller, at denne var indviet paa Svithunsdagen, 2 Juli. Ikke alene findes Intet herom i Kilderne, men i Afladsbrevene for Kirken findes foruden de to Svithunsdage Dedicationsdagen særskilt nævnt.
- ↑ Erindringer af H. Krøyers Liv S. 209.
