sidste Tid før denne omvæltning[1]. I 1436 nævnes som Foged i Byen en Laurents Deken og som præfectus civitatis, der formodentlig betyder det samme, i 1438 Laurentius Magni; disse to ere sikkert ogsaa en og samme Person[2]. Mellem de norske Byer, som efter det bekjendte (men aldrig i Kraft traadte) Udkast til en ny Unionsact, skulde deltage i Kongevalg, nævnes ikke Stavanger. I 1438 synes et Par Tydskere at have været Borgere i Byen, Nicolaus Pommerensis og Johannes Kannaman[3], og dette kunde maaskee tyde paa lidt Handelsrørelse. I 1463 nævnes ti „Bymænd“[4].
Det er ikke rimeligt, at Byen, den geistlige Stat og dens Tjenere iberegnet, før Reformationen har hævet sig til Indbyggerantal af 1000 Mennesker. Men her som paa mange andre Steder dannede der sig dog allerede i det sextende Aarhundrede phantastiske Forestillinger og Sagn om en fordums Glans og Herlighed, der aldrig havde existeret. Ligesom det paa Hamar fortaltes og troedes, at denne Biskopsflekke engang skulde have talt 1800 vaabendygtige Borgere, saaledes gik det ogsaa i Stavanger: endog en Mand som Peder Claussøn kan skrive, „at denne By haver i fordums Dage været meget større og ypperligere, og kan man endnu see Grundvolden en halv Fjerding fra Byen, hvor Huuse og Gader have været, og siges at skulle have boet 700 Borgere derudi, somme mene 1800“[5]. Sandheden er, at Stavanger først i det nittende Aarhundrede er bleven en By af større Betydning som Kjøbstad.
