men nærmere Oplysninger fattes. Dog synes det, som at enhver Kirke havde at erlægge Noget til Domkirken.
En vistnok væsentlig Indtægt for Biskoppen var hans Sagefald, da Bøderne vare forholdsviis høie. Oplysningerne herom ere dog ikke mange fra dette Stift. Sagefaldet inddreves ved Provster eller Aarmænd, der, som et Exempel viser, synes at have nydt Trediedelen for sin Umage[1]. Ligesom for ubetalt Tiende saaledes kunde Biskoppen ogsaa for ubetalt Sagefald tilregne sig Jordegods. Til Biskop Sigurd maatte saaledes 1461 en Mand fra Sirdalen pantsætte sin Gaard for Modstand mod sin Sognepræst og for Hor[2]. Et andet Exempel paa indbringende Kirketugt fra Eilifs Tid kan her anføres. En utlæg Mand (uvist hvor) var bleven begravet paa Kirkegaarden; Provsten havde befalet, at Liget skulde opgraves og udkastes, men var i tre Aar ikke bleven adlydt. Biskoppen tilgav da denne Ulydighed og tillod, at Liget maatte blive liggende i christen Jord, og at den Afdødes Sjel maatte delagtiggjøres i den hellige Kirkes Bøn, men som det viser sig af en Paategning paa Brevet, er der givet Jordegods i denne Anledning[3]. I 1424 sees en Mand at have bødet 6 Mark contant for Hor med en Ægtekone[4]. Et andet lignende Tilfælde omtales i Homedal 1451[5]. I Aslak Bolts Jordebog vil man for Erkestiftet finde adskillige lignende Oplysninger.
Biskoppernes Visitatser kunne i Middelalderen betragtes fra to Sider, nemlig deels som virkelige geistlige Forretninger, deels som en ikke uvigtig Indtægtskilde.
