for Biskoppen, der paa disse Reiser var berettiget til Kosthold hos vedkommende Præster for sig og et i Regelen stort Følge, for hvis Underholdning i Bispegaarden han altsaa befriedes. Kilderne ere meget sparsomme i denne Henseende for vort Stift, og man savner saadanne Oplysninger, som haves for Nidaros og Oslo Stifter, om hvor mange Nætter Biskoppen havde Ret til at tilbringe i Præstegaardene; de underordnede Præster ved de ringere udstyrede Kirker vare fritagne, idet kun de større Kirker vare. „Veitslekirker“ (som de kaldtes i Erkestiftet). Heller ikke har man, selv i Bergens Stift, Kundskab om, hvor store Kvantiteter af Drikkevarer o. s. v. Præsteskabet var forpligtet til at have i Beredskab[1]. Af Haakon den gamles Saga erfares, at Præsteskabet (i hvilke Stifter siges ikke) 1247 klagede for Cardinalen Vilhelm over, at Bisperne tidt undlode at visitere, men dog krævede Betaling for Visitats. En Hovedforretning ved Visitatsen var vistnok Undersøgelse af Kirkeværgens Regnskaber. Til de geistlige Forretninger, der alene kunde udføres af en viet Biskop, hørte, som bekjendt, Børns Confirmation eller Ferming, en Ceremoni, som dog vistnok er udført temmelig uregelmæssigt, navnlig i fjernere Egne af Stiftet. Efterat hyppigere Rigsraadsmøder, tildels endog udenfor Norge, vare komne i Brug, maatte dette sikkert ofte hindre Biskopperne i at visitere. Sagnet har bevaret enkelte Erindringer om disse Visitatsreiser. Peder Claussøn taler om en „Biskopsbod“ paa Fjeldvidden mellem Eidsfjord og Hallingdal[2], og paa Katteraas-Heien mellem Omlid og Gjerestad erindres et Sted, „Biskopsstolen“, hvor Bisperne pleiede at hvile og at anbringe et Mærke i Stenen, naar de kom derhen[3].
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), tredie række, femte bind (1899).djvu/300
Denne siden er ikke korrekturlest
