frafaldt Biskoppen sin Ret til med sine Folk at gjæste Kannikerne paa Domkirkens Kirkemessedag, da de pleiede at gaa til Brødrenes Bord, en Byrde, som disse havde fundet uoverkommelig. Til Gjengjæld frafaldt Kannikerne sin sædvansmæssige Ret til at gaa til Biskoppens Bord i Julen, Paasken og nogle andre Helligdage. I Brevet anføres udtrykkelig, at Biskoppen havde gaaet ind paa denne ordning efter Kannikernes Bøn, og at disse havde anført, at deres Vilkaar vare blevne meget forringede, og at deres Jorder tildeels laa øde. Biskoppen paa sin Side indrømmede, at han havde paalagt dem „en svær Gudstjeneste i sin Kirke for Gud, ham selv og hans Efterkommere“[1]. Hvad dette sidste vil sige, er uvist. Jeg vil antyde som en rimelig Formodning, at den uafladelig ved Dag og Nat foregaaende „Psaltersang“, som Erik af Pommern havde faaet indført i flere danske Domkirker og idetmindste i een norsk, Throndhjems, ogsaa kan have fundet Veien til Stavanger; den føltes af Geistligheden som en Trældom[2].
I Tiden efter den store Strid kjendes mange Gaver til Kannikerne, og maaskee flere end til Domkirken selv. Vi nævne som Exempler den velhavende Kannik Ingemunds Gave (nogle Gaarde i Ryfylke) 1305, Fru Magnhild Ketilsdatters 1323, Drotseten Øgmund Finnssøns Gaver først 1384 og derefter lige før sin Død (1388); sidste Gang gav han alt sit Gods søndenfor Stavanger indtil Aaen Sire; velbaaren Mand Peter Niculassøns Gave 1405 o. s. v. I de sidste Menneskealdre før Reformationen synes Gavmildheden at være meget formindsket.
Domcapitlets Gods, der blandt andet lige til vore Dage har været Grundlag navnlig for Christianssands Bispe-
