Otteraaens Dalføre, hvor det selv for en overfladisk Iagttager let viser sig, at der ved „Guldsmedmoen“ (mellem Bygland og Evje Præstegjeld) er en skarp ethnographisk Grændse mellem den egentlige Sætersdal og det nedre Dalføre. Det nuværende Valle Præstegjeld havde i Middelalderen 4 Kirker, mod 3 i Nutiden, og Bygland havde da som nu 4. I det lille Aaseral var der baade Kirke og Capel og i den nedre Mandal de samme Kirker som nu. I den egentlige Undal var der 5 Kirker mod 4 i Nutiden. Kun Kvinesdalen var ganske paafaldende kirkefattig, thi der var i den hele lange Dal kun Liknes Kirke; Fede ligger nemlig i et andet Dalføre. Disse mange Kirker, af hvilke i hine afsides Egne ingen kan skyldes Stormænds Opofrelser, tyder paa en større Befolkning i disse Egne, end man almindelig har troet, og de Sagn, der haves om en i Fortiden større Bebyggelse tilfjelds, ere visselig ikke helt at betragte som opdigtede[1].
Naar undtages den golde Strækning fra Sireaaen til Egersund, har Rogaland ganske vist været rigere og bedre befolket end Agder. Jordbunden er frugtbarere paa Jæderen og i Ryfylke, især maaskee paa dettes Øer. Her finde vi ogsaa i Modsætning til Agder i den længste Deel af Middelalderen et ikke ganske faatalligt Aristokrati. Den gamle Sole-Æt ligger forud for vort Tidsrum. Derimod møde vi senere, at Buknfjordens Øer have viist sig at være særlig indbydende for fornemmere slægter. Paa
- ↑ Mellem Fjeldmændene og Kystbefolkningen i dette Fylke har der altid været en vis Animositet, og navnlig have Sætersdølerne havt liden Lyst til at blande sig med de nedre Bygder. Fra 1436 haves et Brev (D. N. IX. No. 267), hvor det omtales, at en Mand fra de øvre Bygder (i Namdalen) brugte som Skjældsord: „Du lange Djuplending“.
