en Følge deraf, at enhver Kirke oprindelig maatte have sin egen Præst. Annexkirker i senere Tiders Forstand, det vil sige Kirker uden egen Præst, have fra først af i det høieste existeret som Undtagelser. I Stavangers Stift lader sig da ogsaa af Documenter paavise navngivne Præster ved mangfoldige Kirker, som senere bleve og for en stor Deel den Dag idag ere Annexkirker eller nedlagte. For her at holde os til Stiftets Hovedbestanddele, Ryfylke (i gammel Forstand) og Agder, finde vi egne Præster i følgende nu annecterede Sogne: Søndeled, His, Tromø, Fjære (alle i 1320)[1], Birkenes (1344), Vegusdal (1348), Søgne (der siden var Annex til Otternes, 1344), Spangereid, Briseid (=Herred), Spind, Austad (alle 1328)[2], Fede (1362), Hiterø (1348), Soma i Høiland (1298, 1329), Tjore (1298–1446), Malle (1298), Randeberg (1316, 1322), Hundvaag (1300). Høle (1247, 1310), Talgø (1328, 1446), Aakre (1301, 1345), Skaare (1305), Bø i Torvestad (1316), Sandeid (1311, 1326), Fister (1301, 1332), Sand (1295, 1306).
Alle disse Angivelser bero paa tilfældig bevarede Vidnesbyrd, og man kan være vis paa, at ogsaa andre Kirker, ved hvilke egne Præster nu ikke kjendes, dog have havt dem.
Men den opmærksomme Læser vil snart have opdaget, at mellem de opregnede 25 Kirker er der kun 3, hvor det angivne Aarstal falder efter Mandedøden. I det Hele og Store er dette ingenlunde tilfældigt, men det er ganske klart, at Mandedøden betegner en stor Omvæltning ogsaa med Hensyn til Præsteskabets Talrighed, og at dette efter det fjortende Aarhundredes Midte er blevet sterkt formindsket. Flere Kirker ere efter den
