der i Forening med en Tjenestedreng dræbte sin Herre og sænkede ham ned i et Tjern[1].
Det var utvivlsomt Regelen, at Stiftets Præsteembeder, naar dertil var Anledning, helst besattes med Klerke, udgaaede fra Stiftets Skole og hjemmehørende i dette, om end just ikke idet samme Landskab, hvor de ansattes. Paa den Maade kan det lettest forklares, at stundom en Præst sees at have eiet Jordegods i fjerne Egne inden Stiftet, f. Ex. Præsten i Kvinesdal 1373, der havde Gods i Valdres[2].
Besættelsen af de geistlige Embeder tilkom, som bekjendt, i Almindelighed Biskoppen, tildels under en Medvirkning af Domcapitlet, hvis Udstrækning, som vi have seet, neppe er ganske klar. Men forsømte Biskoppen i rette Tid at besætte ledige Stillinger, eller tilsidesatte han de canoniske Regler, tilfaldt det Erkebiskoppen at skride ind. Kun et eneste Exempel i denne Retning har jeg fundet for vort Stifts Vedkommende, nemlig i 1307, da Erkebiskop Jorund ifølge sin jus devolutionis besatte Holme Kirke[3]. Hyppigere forekom pavelig Provision, der regelmæssig udøvedes for Embeder, „ledige ved Curien“ og ellers til enhver Tid kunde gjøre sig gjeldende. En eiendommelig Undtagelse fra Regelen dannede imidlertid de kongelige Capeller.
Kong Haakon Magnussøn fik nemlig i 1308 af Paven Patronatsret for sine 14 „Capeller“. Af disse laa i Stavanger Stift ikke mindre end 4: den store af hans Farfader byggede Olafskirke paa Avaldsnes, Sørbø Peterskirke paa Rennesø og Laurentiuskirkerne ved Egersund og Huseby paa Lister. Det forekommer mig sand-
