„Deres Svigerinde sværmer for den dystre Kraft —“ sagde Delphin.
„Ah! —“ henkastede Fruen, „der er ikke stort ved ham! i Førstningen fandt jeg ham ogsaa ret interessant — saadan i Smag af Ibsens „Brand“ eller noget lignende. Men du gode Gud! hvor han dog igrunden er kjedsommelig med sine korte Kraftsætninger, der dumpe ned i Samtalen som Stene.“
„Jeg er en Folkets Mand! — i Folket har jeg min Plads! —“ sagde Delphin, idet han efterlignede Skolebestyrerens Stemme og Manerer.
Fru Fanny lo og klappede i Hænderne. Ogsaa Madeleine lo med; hun maatte altid le, naar Delphin var morsom. Forresten kjendte hun ham ogsaa fra den alvorlige Side. Det var især, naar de var alene, at han havde en trohjertet, aaben Maade at tale paa, som gjorde hende saa godt. Hun kunde snakke med Kandidat Delphin om mange Ting, hun ellers ikke havde Mod til at udtale sig om for andre. Det var ogsaa klart — for Fanny — ikke for Madeleine, at den unge Herre fortrinsvis søgte Huset i de Dage, Madeleine var i Byen. —
Mens de sad saaledes og passiarede muntert om alverdens Ting, raabte pludselig Fru Fanny, som altid holdt Øie med Gaden: „Nei — se mig til Jacob Worse! han gaar min Dør forbi, — hilser ikke engang op! — han talte med nogen nede i Porten, — hvem kan det have været?“
Og den nysgjerrige Frue glyttede paa Vinduet: „Aa —“ lo hun, „det var ved Gud lille Frederik, han talte med. — Fredrikmand! —“ raabte hun ned, „kom op til Mamma, skal du faa Chocolade.“
Den lille Christian Fredrik — en hvidhaaret, tyk Tingest paa fem, sex Aar — kom stavrende opad Trappen. Pigen lukkede ham ind, og Moderen spurgte; mens hun gjorde en Kop istand til ham: „Hvem var det, Fredrikmand snakkede med nede i Porten?“
„Det var med den store Manden —“ svarede Barnet og saa paa Koppen med runde Øine.
„Den store Manden er Jacob Worse, og den „lille Manden“ — det er Dem — Hr. Kandidat Delphin!“ — forklarede Fanny leende, „min Hr. Søn er ikke endnu ganske salonfähig. — Spurgte den store Manden, hvem der var oppe hos Mamma?“
„Han spurgte, om Tante Rachel var i Byen —“ svarede den Lille og greb ivrigt efter Koppen.
Madeleine kunde ikke rigtig forstaa, at de to andre fandt dette saa uimodstaaeligt morsomt; men hun lo alligevel med, fordi lille Fredrikmand var hendes Yndling.
