— han bøiede sit Hoved og græd stille i Abraham Lincolns Portrait.
Begmanden kom op og satte sig til at stirre paa Liget; siden hin Ildebrand havde han været ligesom fra sig selv.
„Skal jeg gaa til Zacharias Snedker og bestille Kisten? —“ spurgte Nabokonen.
Men da hun ikke fik noget Svar, gik hun og bestilte Kisten paa egen Haand; den skulde vel ikke være finere end almindeligt for west end’s Folk. —
— Imidlertid skyndte Præsten Martens sig indover; han medtog et ubehageligt Indtryk fra Mariannes Død, som lagde sig til hans forrige Misstemning.
Kjærringer og Piger vare igjen paafærde overalt; en Præst i west end var en stor Mærkværdighed. Guttekompaniet kom marcherende opover; de havde fundet en død Kat i Stranden, som den ældste af Gutterne drog efter sig. Tilslut kom der en liden Tingest — han var ikke høiere end en Skaftestøvle, — med Moderens Trætøfler og en Papirpose paa Hovedet. Den hele Flok var i en stolt Stemning og sang med skingrende Stemmer Fædrelandssangen efter den vittige Version, som var i Brug ude i west end:
„Ja vi elsker dette Landet,
Jamen gjør vi saa!
Den som siger noget andet,
Han skal Juling faa?“
Præsten maatte lige forbi den lille Bande, Sangen skar ham i Ørene; Katten, som han ogsaa fik et Glimt af, var halvraadden, saa Skindet hang i Filler om den. Præsten Martens trykkede sit Lommetørklæde for Munden; han var bange for, at den usunde Luft kunde være skadelig for hans Helbred.
Saa fort som det lod sig gjøre i Samarie og mellem Sølepytterne, skyndte han sig ud af west end og naaede op til Hovedbygningen. Men han kom for sent.
Konsulen var død for en halv Time siden, og Præsten Martens begyndte at gaa indover mod Byen. Varmt var det i den lange sorte Dragt og det var allerede en god Stund efter Middagstid.
Madam Rasmussen løb ham imøde: „Men bedste Hr. Pastor! — Maden! — Klokken er halv tre! — hvor De ser medtaget ud!“
„Lader os glæde os — Madam Rasmussen —“ svarede Præsten med det stille Smil, „naar vi stedes i haarde Prøvelser.“
— Det var dog en velsignet Mand — den Pastor Martens. Hvor god og venlig han saa ud, som han sad der ved Middagsbordet; ingen skulde ane, at han bar Paryk.
