Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/517

Hun bad om at slippe hjem — halvt ærbødig endnu; men han svarede bare i Spøg.

Helt opved Huset stod nogle sjeldne, gule Roser. Konsulen saa op til Vinduerne, listede, sig saa hen og skar dem alle af med sin Pennekniv.

Else fik Hænderne fulde; hun maatte jo takke; de var saa deilige selv i Halvmørket, og de havde en eiendommelig, fin Duft, som hun aldrig havde kjendt; — det var Roser, og dog var det ikke hendes Roser.

Men da han aabnede en liden Dør paa Bagsiden af Huset, fór det gjennem hende, at dette bar galt afeted. Hun vilde løbe, men han greb hende raskt om Livet, trak hende indenfor og lukkede Døren.

IV.

Foreningen for faldne Kvinder i St. Petri Menighed var saaledes traadt i Virksomhed, og Politimesterinden var ikke lidet stolt af sin Protokol.

Det var en tyk, høitidelig Bog i gulhvidt Pergament med rød Ryg og Foreningens Navn i Guldbogstaver.

Forøvrigt var Foreningens Arbeide endnu forberedende; idet Midlerne ikke endnu strak til at oprette en egen Stiftelse med Bygning og Administration. Desuden gik det lidt traat med Indsamlingen af Bidrag, Stemningen var ikke gunstig; hellerikke syntes det at være saa let at finde de faldne Kvinder af St. Petri Menighed.

Men det blev nu ikke Secretærens Sag. Fru Politimesterinden holdt Kontor i sin Dagligstue hver Formiddag fra 10—11; Protokollen laa opslaaet paa første Side, hvor der endnu ikke stod andet end Overskriften over Rubrikkerne: Navn, Alder, af hvem anbefalet, o. s. v. Ved Siden stod Skrivetøiet med en malet Fjærpen til Dekoration og en ny Staalpen til at skrive med.

Men der kom ingen; og Fruen blev mangengang lidt utaalmodig. Af og til blev der holdt Møder, eller Kapellanen kom op til hende, for at tale om Foreningens Anliggender. Det var saa sin egen Sag at tale med et ungt Mandfolk om disse Ting, og Fru Politimesterindens smukke Øine maatte ofte sænke sig bly ned over Protokollen. Men saa var det ogsaa en opløftende Følelse, at man — — som Kapellanen sagde — midt i sin egen Renhed dog havde Øie for Synden omkring sig og gjorde, hvad der stod i menneskelig Magt for at redde de faldne. —