Side:Kinck - Huldren.djvu/51

Denne siden er korrekturlest


— «Men han lyt’ gjedna koma att, statshesten,» sa Pera-Jon’en, han vilde gerne komme ind paa hesten igen og være kar. Han la sig paa rygg med begge hænder under baghodet, saa huen blev skøvet frem ned paa næsen. De andre begyndte at lye efter og glemte Ivar, som la sig i pâset igen lidt længer borte.

«Kor daa?» spurgte én.

«Din tosk! — du skjyna daa da, veit eg; — da æ ’kje so aagt, da vette føl fysta gaangjaa.»

Nei, det skønte da alle. — Og saa snakked de videre om statshesten og Borken, som hadde faat sig «friar», som Pera-Jon’en kaldte det. Tilsidst tagde de alle og begyndte at spele stein. —

Vetle-Ivar laa og tænkte. — Saa den kendte det paa sig, hvad skulde komme! — — Det var nu ikke sagt, han Jon hadde ret; — men da statshesten stod og sparked og slængte luggen frem i øinene, da trodde Ivar ogsaa, at den ligesom vented paa noget. Hele hesten var ligesom en eneste vild vent.

Han tænkte op igen og op igen og saa den og Borken, slig de bar sig bagom stabburet. —

— Og saa skulde statshesten maatte komme att, mente Pera-Jon’en! —