livets princip, fremskridtets (der er saaledes Satan bak Luther), opfindelsernes princip, dampskibenes og jernbanernes, skjønhetens og kunstens. En forherligelse altsaa ogsaa av det som asketen forstaar ved «kjødet» og «verden», og teologen benævner «Satan»; og det gode overfaldes kun forsaavidt det repræsenteres av katolsk presteskap. Overalt det sedvanlige, sunde syn paa alle livs-værdier! det er bare dette at det heter «til Satan». Et drapa til en bold, litt lavpandet høvding. Og naar digtet samler sit slutnings-billede av jernbanen, som sluker sletterne, som ingen hindringer skyr, men skjærer sig ind gjennem fjelde og ut igjen, utæmmelig og sotet og hvinende, saa er det for Carducci toppunkt av dævel, og han utbryter: «O folkeslag, det er Satan den store, som passerer!»
En sundere og enklere djævel har verdensliteraturen ikke set. Carducci’s Satan er pur ungdom, og excelsior! er hans valgsprog; det er kun digtets adresse, som har bragt forvirringen. Men det var virkelig en tid, da italienerne trodde, og skrev, at dette digt var grunden til at Carducci maatte vente paa sin Nobel–pris.
Helt hedensk, og utenfor den teologiske kampplads, er han først i enkelte digte i Odi barbare (første samling 1877). I 60–70-aarene var sindene, ved siden av politik, ogsaa optat av Mazzini’s teisme og literært av Manzoni’s romantik.
