Hun lænede sig tilbage i Vognen, og
endelig engang vovede hun at tænke tilbage paa
det, som hendes Sind i al denne Tid havde
veget ræd tilbage for at dvæle ved, fordi hun
syntes hun maatte blive gal, hvis hun en
eneste Gang gjennemgik disse forfærdelige
Minder. — —
— — Hun saa sig som ung attenaarlg Pige — Hofdame hos Prinsessen, selv født blandt de første. — Hvor havde hun ikke følt sig lykkelig — som en ung hvid Hind, der en Sommermorgen springer afsted over skjønne solbeskinnede Marker. — Hvor havde hun ikke været omsværmet af Kavalerer! Hvormange Digte paa rosenfarvet Velin var ikke smuglet ind til hende i store Buketter af unge Roser! —
— Netop i denne Tid fuld af Lykke og bedaarende Ungdom var det, hun havde mødt sit Livs Skjæbne. — Det var en fremmed Diplomat; han var ikke helt ung mere; han var gift, men der sagdes, at han ikke var lykkelig i sit Ægteskab.
— Ak ja, det var Daarskab, at hendes Elskov netop skulde falde paa denne Mand.
