Denne siden er korrekturlest

trække saa uventede Slutninger af det Sagte, at Vedkommende kom rent i Vildrede og maatte med Skam bekjende, at han i Grunden slet ikke vidste saa god Greie paa Sagen, som han havde tænkt. Paa denne Maade havde Sokrates helbredet Fyren for at blære sig med en indbildt Visdom; den dybsindige Vismand var da ogsaa just den rette til at lære Folk Saadant; thi saameget havde han lagt sig efter sand Visdom, at han sagde: „Saa viis er jeg, at jeg ved, at jeg Intet ved.“

Især var det den kjære Ungdom, som Sokrates saaledes tog under Behandling, og det var derfor ikke mere end rimeligt, at han samlede om sig en Skare unge, begavede Mænd, som holdt inderligt af den klartænkte, fordringsløse, venlige Lærer. Blandt disse hans Disciple og Venner maa først og fremst nævnes Platon, hvem vi for en stor Del have at takke for, hvad vi vide om Sokrates; i ssine mange herlige Skrifter har denne navnkundige Tænker baade optegnet sin Mesters Lære — Sokrates selv har nemlig ikke efterladt noget Skriftligt — tænkt hans Tanker videre og af det Hele dannet en sindrigt sammensat Tankebygning (filosofisk System). Fremdeles maa nævnes den ogsaa som Skribent bekjendte Xenofon, Taleren Lysias, Æschines o. fl. foruden Kriton, om hvem senere. Blandt Sokrates’s ivrigste Venner og Beundrere var ogsaa en af Athens allermærkeligste Mænd, den høit begavede Hærfører, Taler og Folkehøvding Alkibiades; han elskede Sokrates som en Fader og kunde endogsaa af og til ved dennes Formaninger lade sig bevæge til at holde inde med sit ellers ustyrlige, letsindige Liv.

Men Folk som flest i Athen hverken skjønte eller paaskjønte, hvad de eiede i den sjeldne Mand. Efter en ødelæggende Krig og et — rigtignok kortvarigt — Enkeltmandsregimente (de saakaldte 30 Tyranner) havde vistnok Athen gjenvundet sin Frihed, men Byens Tilstand var i mange Maader sørgelig medtaget, saaat retsindige Mænd for Alvor begyndte at tænke paa Forandringer