Side:Kungörelse 8-2-1814.djvu/3

Denne siden er korrekturlest

samme Fölelser som Vi. Han fortplanter disse paa Sin Sön. Fra nu af bör al Uenighed ophöre imellem de tvende Folkeslag, der beboe Skandinaviens Halvöe. Det er i Enighed, i giensidig Tillid Deres Styrke hviler. Ærelyft over sine Grændser vil de ei have; de vil ikkun have den, at forsvare deres Jord. Krigen naaer nu ei meere Eders Land. De Fielde der skille Sverrig fra Norge, ophöre att være Grændser. Begge Folkeslag behöve fra nu af ei andre Volde end de Have, der omgive dem, og det Mod der hviler i deres Bryst.

Vi have gjort alt mueligt for at paaskynde Korntilförselen til Eder. Eders nye oplivede Handel, Eders aabnede Havne vil understötte Vore Bestræbelser, og vil bringe Eder Velstands-Kilder, som i lang Tid have været savnede. — Svarer — Vi tvivle ej derpaa — med den Lydighed J skylde Eders nye Konge, med den Tillid J bör have till Ham, og med en sand Fædrelands Kierlighed, til den Faderlige