1632 nedsat Commission afgav under 8de Marts 1633 kort og godt følgende ubegrundede „Betænkning“: „at udi de Sager, hvorom ingen fuldkommen Underretning udi den norske Lov findes, efter den danske Lov samt derudi Riget udgangne Kgl. Recesser og Forordninger, som til Rettens Administration herudi Norge bedst og forsvarligst kunde appliceres, kjendes og dømmes“[1].
Det vides ikke, om der er afgivet nogen kongelig Resolution i Overensstemmelse hermed; det synes ikke at tale derfor, at Christiania Magistrat senere spurgte Cantsleren, om hele Christian den fjerdes store Reces af 1641 kunde anvendes i Norge, med mindre hin Sanction af dansk Ret som subsidiær kun har gjældt den ældre Ret. Paa den anden Side kan Recessens tredie Bog, der er givet specielt for Norge, neppe have tilfredsstillet Savnet, da den næsten kun indeholder Landboret, og i hvert Fald blev Recessens danske Del almindelig brugt i den norske Rettergang. En væsentlig Del af de danske Retsregler, som ere optagne i Christian den V’s Norske Lov, vare derfor allerede forhen velkjendte her i Landet[2].
Hvad der her i korte Træl er skildret som den danske Rets almindelige Historie i Norge, er ogsaa den danske Bevismaades. Det er derfor af Vigtighed
at kjende dennes væsentlige Udvikling.
