for sig“. Men det varede længe, før dette Bud, hvis Øiemed har været at sætte en Grændse for Embedsmændenes vilkaarlige Søgsmaal, blev gjennemført. Det maa formodentlig betragtes som en Særegenhed for geistlige Retter, der vel dels vare dannede efter tydsk Mønster, dels maaske havde arvet de katholskes Rettergangsmaade, at det bergenske Kapitel 1563 i en Skilsmissesag ikke kunde finde Konen at være skyldig, efterdi der hverken var „mundtlig Bekjendelse“ eller „lovligt Vidnesbyrd“, og det efterat hun havde undladt at „gange sin Dul“ efter en verdslig Horsdom. (Norske Mag I. 232). Ved de verdslige Retter vedblev man endnu længe at idømme Nægtelsesed paa den blotte Sigtelse, skjønt der klages derover som en Ulovlighed (H.dom. 4de og 10de Ang. 1585; Norske Saml. I. 243). Men ved Siden deraf begynder dog ogsaa en Bevisbyrde at skimte frem i Praxis. En Hdom. 20de August 1578 frifinder en Præst, „efterdi Hr. Lauritz sligt benægter og fornævnte S. ikke kunde hannem overbevise, at han havde befalet ham at fange bemeldte Kvinde“[1]. Det er naturligt, at der i denne Overgangstid opstaar Forvirring under Forsøgene paa at forene Gammelt og Nyt. Et mærkeligt Exempel derpaa have vi i en bergensk
Trolddomssag af 1594, hvor begge Principer mød-
- ↑ Jfr. Herredagsdom 28de Juni 1580, som siger ved at hjemvise en Sag: „hvis skjelligen kan bevises – da have de gjort Uret, og da bør han stevnes ind for Lagmanden og føre skjellige Vidnesbyrd, og da gaa herom efter hvis Ret er“.
skyldig“ (notorie reus), men betyder vel snarere en Mand, der har tilstaaet.
