Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/134

Partsed i det syttende Aarhundrede udviklede sig samtidigt med Mededsinstitutionens Forfald. Allerede i de gamle Love var den ikke ukjendt, men anvendtes næsten kun i ubetydelige Tilfælde og kaldtes „Ensed“ for at betegne, at den kun i Grad var sorskjellig fra Tremandsed etc. Christian den fjerdes Lovbog gjengiver derimod „Ensed“ med „egen Ed“:. hvad der vækker Kanten om en ogsaa i Art forskjellig Ed. – Partsedens Brug i den moderne Rettergang er en Efterligning af den kanoniske Ret. Den anvendtes selvfølgelig ved de norske geistlige Domstole, og det er maaske efter deres Mønster, vi se Spor af den endnu 1563 i en Sag for det bergenske Capitel (Norske Mag. I. 232). Dens første Spire ved de verdslige Retter i Norge var, at Parterne under Sagen – formodentlig uden Opfordring – svor paa sine Paastandes Sandhed. Allerede 1444 se vi saaledes nogle franske Søfarende beedige sin Uskyldighed; men det var vistnok kun en Anvendelse af deres Fædrelands Love (N. Mag. I. 570). Først omkring 1600 synes disse Parternes edelige Forsikringer at forekomme som en Retssædvane, efter al Sandsynlighed optagen fra Danmark. Fremkommen fra Sigtede kunde en saadan Ed allerede 1604 (se den forhen citerede Herredagsdom af 9de Juni d. A.) bevæge Retten til ikke at paalægge Meded, skjønt dog nogen Mistanke hvilede paa ham. Denne Beviskraft er formodentlig efterhaanden bleven fast Praxis. Den oven anførte O. H. D. 30te Marts 1682 angiver som Grund til ikke at paalægge Meded, at Sigtede „frivilligen og utvungen, her for Retten har gjort en haard og forskrækkelig Benægtelsesed“; se og Evensens Saml. I. 4, 43.