melen for de sidstes Vedkommende søgte man i den Koldingske Reces Art. 18 (jfr. Reces 1547, 8), der indeholder ganske samme Bud som N. L. 1–13–20; den findes allerede citeret i Herredagsdom 4de Aug. 1585 og anvendtes hyppigt paa Medskyldiges Udsagn.
Ved Vidnernes Bedømmelse holdt man i Almindelighed strengt paa deres Overensstemmelse, ja, som vi have seet, „enkeltstaaende“ Vidneprov nægtede man stundom endog at modtage; Ordet „Sankevidner“ kjendes allerede 1661. Andenhaandsvidnesbyrd har man modtaget i Trolddomssager (Herredagsdom 25de Juli 1578). Ved Modvidner fulgte man endnu nøie den gamle Regel ikke at lade Ed komme mod Ed; selv efterat Lagmanden var bleven fast Overdommer, indsendtee Provene i Tilfælde af Vidnestrid til ham, for at han kunde afgjøre, hvilke maatte stedes til Ed, og hans Kjendelse kunde igjen indankes til Overhofretten uafhængig af Hovedsagen[1]).
Det 16de Aarhundrede udviklede i høi Grad den allerede forhen meget brugelige Sædvane at optage Vidneprovene særskilt paa Forhaand og kun gjennem skriftlige Nedtegnelser benytte dem under selve Sagen. I Danmark brugtes den samme Maade at opdage Vidneprov, fornemmelig for Thingmændene paa Thinget, og kaldtes da „Thingsvidne“. Dette
Ord brugtes egentlig kun om Thingmændenes Vid-
- ↑ Herredagsdom 3die August 1607, Overhofretsdomme 8de Februar 1671, 30te Mai 1682, 14de Februar 1684. Muligt er det forresten, at man har søgt Hjemmelen herfor i danske Recesser, hvor der fandtes lignende Bestemmelser (Landsdommer for Lagmand). Rec. 1558 Art. 5, Kallundborgske Rec. Art. 4.
