antages almindelig, at de andre germaniske Folk kjendte Ordalierne fra Hedendommen af[1]. Imidlertid er det vist, at det især var Kirken, som udviklede deres Anvendelse i Norge. Kirken begunstigede i alle Lande Ordalierne, først og fremst for at modarbeide Tvekampen, der mangesteds i Syden havde en stærk Udbredelse. Men dens væsentligste Bevæggrund maa vistnok søges deri, at i hine barbariske Tider, da den verdslige Retspleie neppe fortjente dette Navn, og den geistlige Jurisdiction endnu havde vundet liden Udbredelse, var der Rum for et Bevismiddel, som med al sin Bedragelighed dog tillod at redde den Uskyldige. Gudsdommene vare i Geistlighedens Haand en pia fraus, der fra først af vistnok havde det bedste Øiemed. Det havde altsaa sin rene Plads som subsidiært, hvor de almindelige Bevismidler havde slaaet den Sigtede Feil. Dette er i det Væsentlige ogsaa Kirkens Opfattelse af Gudsdommene i den norske Lovgivning. At den stræbte at fremme deres Brug i denne, hvor Meded allerede var Hovedbevismidlet efter Tvekampens Afskaffelse, kan dels forklares af, at Kirken vistnok endnu var al Retsed og især Meded ugunstig, dels af, at den ei i Norge vilde give Slip paa den samme Indflydelse i Retspleien, som den nød andetsteds. – Den almindelige Regel om deres Brug findes i Sverres Christenret Art. 54 og efter den i F. L. II. 45: „Om de Sager alene skal man bære Jern, som ere udtrykkelig
nævnte i Lovene. Men hvis en Mand
- ↑ Maurer i Kritische Ueberschau V. 217. Munch i Morgenbladet 1849 No. 59. Laxdoela Saga c. 18. Gudrunarkvæði III.
