1–14–6 „befri sig“). Overhovedet ere ikke alle Spor af Mededsinstitutionen udslettede af Christian V’s Lov. Saaledes se vi en Levning af den i Skipperens Ed med Folkene imod Sigtelse for Uagtsomhed i N. L. 4–3–3. 8, jfr. 22. hvilke ere ordret optagne af Fredrik II’s Søret af 1561, uden at man har været opmærksom paa den i Mellemtiden skete Forandring i Bevissystemet[1]. En Artikel, der er ganske ny i Christian V’s Lov, er derimod 1–14–7, at Sagsøgeren, naar Sigtede ei har villet aflægge Negtelsesed, skal sværge Sigtelsesed. Den synes kun lidet at passe i criminelle Sager, ligesom den nok der kun fandt en kort Anvendelse. Den kan maaske forklares af, at den Sigtende efter flere danske Recesser var strafskyldig, naar han ei kunde bevise sin Paastand; men rimeligst er det vel at antage den som en uheldig Efterligning af tydsk-romersk Ret[2].
Partseden (Negtelses-) forandrede ved Lovbogen sin Charakter, idet den nu hovedsagelig blev et Middel til at finde Sandheden, hvor der ei var tilveiebragt fuldt Bevis ved de almindelige Bevismidler. Som saadant synes den at byde mindre Garanti end Mededen; men det kunde dog ofte hænde, at en Skyldig, som vilde sværge sig fri, naar han fik Edshjælp, undlod det, naar hele Ansvaret alene hvilede paa ham selv. Betingelsen for at fordre Ed blev „vis
Formodning“, eller en Grad af Bevis, som svarede
