Allerede ved Stevningen skulde Sigtede i enkelte Tilfælde (E. C. 42) tilbyde Eden (festa eið). Men i Almindelighed skete Edstilbudet først efter Sagens tilbørlige Indledning paa Thinget (G. S. 98, 254. B. R. 23. M. L. VII. 28, J. Chr. 49), og da var den ogsaa nødvendig, da den blotte Negtelse ikke friede for Straf (G. L. 57. F. L. XV. 4). Hvor der var Valg mellem Ed og et andet Bevismiddel, saasom Jernbyrd, skulde Retten stundom bestemme, hvilket der maatte anvendes (N. G. L. II. 523), og ligeledes havde Retten en sjelden Gang at udtale, hvilken Ed der skulde aflægges for Tilfældet (M. L. VII. 37, jfr. Hirdskraa 20. 40). Men i Regelen maatte Sigtede selv tilbyde netop den Slags Ed, som Loven havde bestemt for vedkommende Forbrydelse.
Mededen[1] var nemlig af forskjellig Slags, efter det Antal Medsværgere, hvormed Sigtede svor, Tylftered, Sættered (6 Mands Ed), Lyritered (3 Mands Ed) og Ensed; en enkelt Gang nævnes ogsaa Grimueiðr (8 Mands Ed, G. L. 134) og fimtareiðr (F. L. XV. 8). I dette Tal regnedes Hovedsværgeren selv med – ialfald i den ældre Tid – og Ensed blev derfor simpel Partsed. Ved hvert Straffebud var der som oftest tilføiet, med hvilken Ed den Sigtede
maatte fri sig. Og almindeligere Regler fin-
- ↑ Dens Fællesnavn er snart blot eiðr, snart duleiðr eller blot dulr (af dylja at dølge), snart undanfoersla, snart skirsl (purgatio). At fri sig ved Ed hedder neita, synja, undanfoerast, verja sik, dylja o. desl. – Edshjælp hedder eiðalid: Mededsmændene conjuratores, consacramentales) kaldes almindelig blot vitni, váttar.
