tages til Edshjælpere; se Eids. Chr. 3 ved Sigtelse for Barnemord, G. L. 28 og B. Chr. 46 ved Sigtelse for Troldskab, jfr. Eids. Chr. I. 42. I Almindelighed har det vistnok været nødvendigt at tage Mænd, og først ved en Retterbod af 1313, Art. 5 (N. G. L. III. 103) fastsattes, at herefter skulde saavidt muligt, Mænd sværge med Mand, og Kvinder med Kvinde.
Vare Nevndervidner nødvendige, udfordredes formodentlig et Møde for at opnævne dem; trængtes blot Fangevidner, havde Sigtede kun at gaa rundt for at opdrive det fornødne Antal til at love ham Edshjælp (handselja vitni Dipl. Norv. III., 409). Til Edsaflæggelsen maatte Sagsøgeren eller undertiden, paa hans Vegne, Kongens Ombudsmænd, stevnes, med 5 Dages Varsel paa Landet og Aftensvarsel i Kjøbstaden (G. L. 136, F. L. IV. 8. B. R. 23). Hvis ikke de Stevnte da kom, ansaaes Eden efter B. R. 24 som ret aflagt, naar der paa første Thing førtes Vidner om, at den lovlig var buden; men efter G. L. 136 skulde Sigtede alligevel aflægge Eden i Vidners Overvær. – Under Hedendommen aflagdes Eden i Retten paa en Ring; ifølge M. L. IV. 11 og F. L. IV. 7 skulde det i et enkelt Tilfælde ske paa Thinget, og ifølge F. L. IV. 8 skulde Eden aflægges, hvor det før havde vies ret sædvanligt. I Almindelighed foregik dog Edsaflæggelsen i Kirken, paa forskjellige Steder af denne efter Edens Størrelse, saaledes Tylftered foran Altergulvet, Sættered i den nedre eller mitre Del (F. L. IV. 8. XV. 11, B. R. 24. 151, jfr. 37. 150). Der toges Vidner tilstede for at se, om Eden blev ret aflagt (meta eið, G. L. 136. 314. F. L. IV. 8).
