get paa deres Kjendskab til hans Charakter og den deraf flydende Overbevisning om, at han hverken er istand til den Forbrydelse, hvorfor han er sigtet, eller til at sværge falsk. Og denne Kjendskab maa de i fuldt Maal have besiddet, da de i hine snevre, gjennemsigtige Samfundsforholde havde fulgt ham Skridt for Skridt gjennem Livet. Svagheden i Beviset, fra denne Side betragtet, ligger i den altfor store Vægt, der tillægges en Mands tidligere Vandel som legal Præsumtion. Man straffes mindre, fordi man har gjort Handlingen end, fordi man kunde have gjort den. Imidlertid – vi skulle huske, at ogsaa i Nutiden lægger, f. Ex. i Frankrige, den foregaaende Vandel et overdrevent tungt Lod i Vægtskaalen. Og vi behøve hverken at gaa til fremmed Tid eller fremmed Land for at se, hvor lidet Bevis der skal til, før man fælder en forhen domfældt Mand.
Men Medsværgernes Ed maa ogsaa sees fra en anden Side. Maane de end væsentlig være henviste til sin Mening, om Sigtede var i Stand til det forbryderske Forsæt, saa kunde de ogsaa gaa efter Kjendskab til selve Gjerningen. Eden havde nemlig sit objective Element. Den ældre Lovgivning indeholder vistnok kun faa Spor hertil; foruden de før nævnte skal her fremhæves Eids. Chr. 3, hvis Ord (det gjælder Barnemordssigtelse efter Indicier) „at Mænd skulle der være vanskelige med Eder, saa at Mænd vide, at de ville være stedte i sande Eder eller Vidnesbyrd“, – tydeligt forudsætte, at Mededsmændene ved Indsigt i Sagen skulle hjælpes til at forstaa, om Skyld er tilstede. Men desto mere kommer det frem i den nye Lovgivning, som vil, at Nevndervidner skulle tages blandt de i saadanne Sa-
