Forhaand. – Det laa efter den gamle Opfattelse nærmest at tillade Vidner som Bevis angaaende en Forbrydelses materielle Bestanddele. Her kommer man kun sjelden i Strid med den Sigtedes Interesse, der først berøres, naar det gjælder at henføre Forbrydelsen til en bestemt Person; – her er Bevisgjenstanden ofte varige Forholde, der enten tillade forud at vælge Vidner til deres Iagttagelse eller dog give Anledning til et godt Valg blandt allerede forhaandenværende Vidner, – og endelig gjælder det her ofte saa bekjendte Ting, at Vidnerne kun have at stadfæste Vitterligheden for Dommerne. Først og fremst se vi derfor Vidner førte om saadanne civilretlige Forholde, der betinge en Forbrydelses Tilstedeværen, eller bestemme dens Charakter, saasom Eiendom og Besiddelse. (F. Ex. Eiendomsbeviset ved Tyvssigtelser M. L. IX. 4. 12, G. L. 254, jfr. M. L. III. 17 og G. L. 314; F. L. IV. 56, Bevis for at en Dræbt er Træl).
Dernæst finde vi Vidner anvendte som Bevis for varige Følger af en formodet Forbrydelse, f. Ex. for Voldsmærker paa dødt Legeme (M. L. VII. 37, jfr. G. L. 182), eller for Saar (F. L. IV. 12, jfr. G. L. 211).
Og endelig er Vidnebevis tilladt for corpus delicti i Almindelighed og for alle Forbrydelsens ydre Omstændigheder; at samle Vidnesbyrd herom var saaledes Ørvarthingets Øiemed (N. G. L. II. 523). Intetsteds fremtræder Bevismaadens Forskjel efter Gjenstanden skarpere end i den ovennævnte M. L. VII. 37; hvis man sigter Anden for Drab af Fæ, skal man nemlig bevise ved 2 Vidner, at dette er dræbt af Mand, og derefter skal Sigtede af Thing-
