4). M. L. IX. 12 byder at lyse Hittegods for ei at ansees som Tyv, og efter F. L. IV. 5, M. L. IV. 10 ansees alibi bevist, naar man har været paa et Sted, hvorfra man ei kunde fare frem og tilbage til Drabsstedet paa en Dag. – Som fuldt Bevis mod Sigtede tillodes Indicier næsten blot i Gulathingsloven, den samme, som saa sjelden bruger Vidner. Medens M. L. IX. 4 (Bvloven VII. 7) tillader Sigtede at fri sig ved Ed,“ naar stjaalne Koster findes i hans Hus, og Hjemmelen brister ham, saa var dette i Forbindelse med Eiendomsbevis fra Sagsøgeren fuldt Bevis efter G. L. 254, der saaledes allerede har et Tyvsbevis, som meget ligner vort nuværende „extraordinære“. Efter G. L. 255 og M. L. IX. 6 skulde den, der nægtede en paa lovlig Maade begyndt Ransagning, ansees som Tyv[1]. Hor skal efter F. L. III. 5, B. R. 67 og J. C. 144 bevises ved Hustruens Frugtsommelighed. Naar fire ere sammen i Flok, og En af dem dræbes, og En af de Gjenlevende er en Træl, ansees denne paa de Andres Sigtelse som Banemand, G. L. 154. Naar en Mand dræbes, medens han gaar med Tvende, og disse gjensidig hemme hinanden, da ansees de begge som Banemænd; dog hvis En af dem kommer
til Thinge, og den anden flyr, saa er kun denne
- ↑ G. L. har meget vidtløftigere Bud om Ransagningen end M. L., omtrent som de, der gjenfindes i Chr. V. N. L. 6–17–14. Denne Ransagning har et overmaade antikt Præg og er en af de mærkelige Overensstemmelser i den ældre romerske og den ældre germaniske Ret, som tyde paa fælles Udspring Jfr. Gajus III. 192 se Grimms Afhandling i Zeitschr. f. gesch. Rechtswiss. II. 91.
