vil, — Friederich Nietzsche blir dog ialfald ved sin sjeldne begavelse og muligens ogsaa ved sin sjeldne viljestyrke staaende som noget av et særsyn. Som den blinde og fangne Samson med fortvilelsens kraft rev ned tempeltaket over Filistrenes hoder, og begrov dem sammen med sig selv under ruinerne, saaledes haapet den blinde og i ulægelig sygdom fangne tyske filosof at begrave filisterdommen for alle tider i sin egen lykkes grav. Eller som en ny og større Herostratos trodde han at ha sat ild paa selve menneskegodhetens, næstekjærlighetens tempel i menneskenes hjerter, i samvittigheten. Men historien vil ikke blot medynksfuldt, men ogsaa til en viss grad beundrende gi ham en plads i minde-templet for dem, som har kjæmpet en fortvilelsens kamp for menneskelykke mot en overmægtig vanskjæbne. Sammen med den (med al sin brutale kynisme) ypperste og mest tragiske skikkelse blandt de franske naturalister, Guy de Maupassant, vil Nietzsche staa som en av dem, der tvinger os til dyp medfølelse med den skumle forgiftelses sygdoms blod- og kamp-vidner i literaturen. Hvad er Osvald Alvings tragedie mot Guy de Maupassants eller Friederich Nietzsches? Ialfald den sidste er noget av en virkelig heros, forunderlig blandet med en herostrat.
At Guy de Maupassant, som ogsaa hentæredes av den samme progressive paralyse, allikevel i sin digtning blev altid mere og mere nedtrykt og fortvilet, han som i sin ungdom, ialfald stundimellem, hadde været saa lystig, gjør det forøvrig tvilsomt, om professor Ostwalds aandfulde forklaring er i alle stykker fuldstændig. Muligens kan dog motsætningen mellem de to forfatteres sindstilstand bero paa, at Maupassants tilfælde var mere komplicert, og at hans bruk av narkotiske midler i sin eftervirkning frembragte frygtelige reaktioner av depression. Herom kan alene sakkyndige psykiatrikere dømme.
Leo Tolstoi, den høifornemme russiske greve, gik en ganske anden vei for at overvinde Schopenhauers filosofi end ætlingen av den polske adel. Tolstoi, som var stor nok
