enslige klippestykker med mange underlige former igjen langt udenfor, bølgerne bryder mod dem og gjør dem stadig mindre, men har dog ikke formaaet at fjerne dem helt.
Naar havet staar paa her i hele sin vælde, naar de kommer rullende langt udefra, disse mægtige, mørke vesterhavssjøer, løftende sine vaade bringer og jagende hverandre i uafbrudt rækkefølge, og saa — med tordnende brag efter bestemte mellemrum styrter sig ind i kløfter og huler, som de selv har udgravet, naar brændingen larmer, og det bryder hvidt paa alle kanter, naar havsprøiten kastes høit opover bergvæggene og indover landet, da kan det nok hænde, at disse øer frembyder et skue saa stormende havfriskt, at der maa mere end ord til for at give et indtryk deraf.
Men aar efter aar bryder havet mod klipperne paa denne vis, stadig fortsættes ødelæggelsesverket, især fra vest; øerne blir umerkelig mindre og mindre.
Sten og havsprøit, det er hovedtrækkene i det færøiske landskab; men saa er det ogsaa fuglelivet, det bidrager i ikke ringe grad til dets eiendommelighed. Basaltvæggene med sine mange afsatser er et ypperligt tilholdssted for sjøfugl af alle slags. Der er da ogsaa en rigdom af dem; det yrer i vandet og opefter fjeldene; i luften er det som et myldrende sneveir mod de mørke bergvægge høit over brændingen.
Mod disse øer var det vi styrte. Først efter mer end 2 døgns reise i smukt veir ankom vi til Trangisvaag, en liden flekke paa den sydligste ø, Suderø. Den ligger ved en liden fjord eller vaag, som er omgivet af forholdsvis lave basaltfjelde, og har forøvrigt intet merkværdigt ved sig, saavidt mig bekjendt.
