høiden ved kysten, hvis vi faar den saa langt. Det er jo tvilsomt, om den kan gjøre os stor nytte; men i ethvert tilfælde gir den, naar vi blir nødt til at skyde den, et godt maaltid fersk mad.»
Desværre skulde den ikke naa sin bestemmelse; det er ikke let om vaaren at opdrive foder paa Island, og alt, hvad jeg kunde skrabe sammen, var kun tilstrækkeligt for henimod en maaned.
Det var forøvrigt et godt lidet dyr, som havde den eiendommelighed at være vant til at trække — den var brugt lidt foran plog — og det er en ren sjeldenhed paa Island; thi de benyttes jo almindelig kun under sadel og kløv.
En morgen under vort ophold i Dyrafjord kom et tremastet skib dampende ind fjorden og ankrede paa havnen, det var den danske orlogsskonnert «Fylla». Dette var for os selvfølgelig en kilde til megen glæde; i flere dage fik vi nu nyde godt af omgangen med de elskværdige officerer, og mangen hyggelig time tilbragte vi ombord. Imidlertid begyndte nu tiden at nærme sig, da vi hver dag kunde vente at se «Jason»; man begyndte næsten at bli utaalmodig.
Da en søndags formiddag, det var den 3dje juni, faar vi langt ude i fjordmundingen se en liden dampbaad komme pustende indefter. Ingen forstod, hvad det var for en; snart kom man dog paa det rene med, at det maatte være en af de smaa norske hvalfangere fra Isafjord. Den gaar rundt «Fylla», hilser med det norske flag og ankrer paa havnen, en baad blir laaret og kommer ind mod land. Vor glæde var stor ved i den første, som steg iland, at gjenkjende kaptein Jacobsen, «Jasons» fører. Det blev selvfølgelig et livligt gjensyn, og sammenhængen var straks klar. «Jason» var kommen til Isafjord, havde ikke fundet
