de norske sælfangere for en væsentlig del driver fangst paa den.
Denne begynder gjerne i juni maaned, da fartøierne kommer til Danmarks-strædet, efterat de har drevet fangst paa en anden sælart, den saakaldte Grønlandssæl (Phoca grønlandica, O. F. M.), i havet omkring Jan Mayen; nogle af dem har ogsaa først gaaet efter bottlenosen (Hyperoodon diodon) nordøst for Island.
Det gjælder først og fremst at finde sælen, og dette er ofte vanskeligt nok; thi man maa ikke indbilde sig, at den ligger strøet udover al is deroppe. For at finde den maa fartøierne ofte lede i uger; de gaar da langs den ydre kant af drivisen, og overalt, hvor der er bugter eller aabninger, trænger de gjerne ind, mens ismasserne paa alle kanter stadig undersøges med kikkert fra den paa stortoppen anbragte udkigstønde. Opdages endelig flokker af sæl langt inde i isen, og denne ikke er altfor blokkende tæt, saa gjælder det om at fyre op og gaa paa for at vinde ind til sælen snarest muligt, ellers risikerer man, at en anden skude kan komme en i forkjøbet; der er intet brorskab i kortspil, heder det, og dette gjælder i fuld udstrækning om sælfangsten paa Ishavet; her søger man at snyde hverandre efter bedste evne. Er der skuder i nærheden, naar man faar se sæl, gjælder det gjerne om at narre dem bort, hvis de endnu ikke har seet den, og der kan da gjøres de utroligste kunststykker; at sætte for damp og fulde seil i en helt anden retning og lade, som man der saa eller ventede at faa se noget, for at lokke de andre med sig, og saa, naar de er komne et stykke paa vei, luske tilbage og ind til sælen alene, ja det er ikke ualmindeligt deroppe.
Naar man saa, alt hvad fartøiet kan taale, bryder sig
