saa ud som tvert afskaarne takker paa en murkant med skydeskaar. Det maa være fjeldtoppe paa Blossevilles kyst, men de laa længere vest end de toppe, som staar angivne paa kortet. Jeg talte senerehen med kaptein Iversen paa «Stærkodder», som havde været længere inde i isen nordenfor os. Han kunde der se land ganske tydelig. Det var høit og bjergfuldt, sagde han, ikke lavt som længere nede paa kysten, hvor han havde været inde i 1884 (det var antagelig noget nordenfor 67° n. b.). Disse angivelser stemmer ogsaa med de beretninger, som kaptein Holm fik af eskimoerne i Angmagsalik, og hvorefter han gjorde sin skisse af østkysten nordefter. Denne kyst hører, som bekjendt, til de mest ukjendte strøg af vor klode.
Ud paa kvelden den 28de juni fik vi se sæl. Vi saa den nu daglig i længere tid uden at kunne komme ind til den. Den 3dje juli kom vi endelig langt ind, hvor der var meget sæl, men isen var saa tæt, at det ikke var muligt at faa baadene ud, og ingen fangst kunde gaa for sig. Ud paa natten, da solen kommer i horisonten, kan man se langt og tydelig over snefladerne deroppe. Jeg gik da i tønden. Jeg satte kikkerten for øiet og rettede den indover isen og fik da se, som tidligere nævnt, slige masser af sæl, at jeg ikke kan mindes nogensinde at have seet flere samlede paa engang. De laa, som styrmanden udtrykte sig, strøede tæt som kaffebønner henover isen. Hvorhen kikkerten rettedes, fra nordvest til nordost, var der sæl udover lige til horisonten og sandsynligvis endnu meget længere; jo længere udover, desto tættere syntes den at ligge.
Næste dag var der taage og endnu tættere is, rulling begyndte der ogsaa at komme, og om eftermiddagen gik vi atter ud.
