anden, ind gjennem de hvide, rolige isflag, som dannede en sterk kontrast mod den mørke, uveirssvangre nattehimmel. Over de sønderrevne fjelde ved Sermilik-fjorden leirede sig mørke skybanker, af og til splittedes skytæppet, og ligesom gjennem rifter i et forhæng saa man ind til en himmel bagenom, glødende i hele en arktisk solnedgangs langvarige straaleglands og kastende gjenskin paa det mørke forhængs kanter. Det varede ikke længe; saa droges atter forhænget for, mørkere end nogensinde, mens vi slag i slag slog os indad med regnen piskende i ansigtet. Var det et varsel om vor egen skjæbne dette? Nei vist ikke, men menneskesjælen er overtroisk, den tror saa gjerne, at elementerne og universet dreier sig med dens store selv som midtpunkt.
Isen blev noget vanskeligere, oftere maatte vi op paa iskoss for at se ud den bedste vei, og fra toppen af et saadant tilviftede jeg med det norske flag «Jason» vort sidste farvel, og denne svarede med at sænke sit. Saa gik det atter afsted, hurtig! her er ingen tid at spilde.
Vi havde fra begyndelsen af havt et stort isfjeld langt i vest for os, i længere tid havde det imidlertid været paafaldende, hvorledes vi stadig kom dette nærmere, uagtet vi arbeidede i en langt østligere retning. Det maatte være strømmen, som satte os vestefter. Og saa var det, med uimodstaaelig kraft blev vi førte afsted; umuligheden af at naa østenom isfjeldet var snart indlysende, og vi maatte gaa i læ af det. Her kom vi imidlertid pludselig ind i en rivende malstrøm, som kastede isflagene mod hverandre, saa de tørnede, sattes paa ende og truede med at knuse begge baade. Sverdrup trak sin op paa et flag og var i sikkerhed. Vi arbeidede os fremover mod en klare med fare for hvert øieblik at faa baaden
