hen til den, var den endnu ikke ganske død; i min zoologiske iver vilde jeg benytte leiligheden til at gjøre iagttagelser over øinenes farve, hættens form o. s. v. i levende live, ting, som endnu ikke er nøiagtig kjendte. Mens jeg var optaget heraf, baskede sælen sig udover mod kanten af flaget, og førend vi tænkte derpaa, glider den i vandet. I det samme den faldt, hug jeg en sælhakke i den, og Sverdrup en baadshage; der blev nu et basketag mellem den og os, vi søgte at holde dens hale og baglemmer oppe, saa den ikke fik slag med dem i vandet, deri ligger jo dens styrke, det lykkedes en stund, men den var sterk i dødskampen. Da jeg ser, at tagene, vi har i den, er daarlige, siger jeg til Sverdrup, at han skal tage bøssen og skyde den; men han mener, han har bedre tag end jeg, det var bedre, jeg gjorde det; i det samme glipper begges tag, nogle kraftige slag med bagdelen og — farvel. Endel slukørede stod vi igjen og saa dels ind i hverandres lange ansigter, dels ned i det mørke dyb, hvor enkelte luftblærer kom vimrende opefter for at briste paa overfladen, det var dens sidste hilsen. Trods vi ingen nødvendig brug havde for den, virkede det dog taalelig afkjølende at miste et saa stort og stolt bytte paa en saa lumpen maade; Sverdrup mente, det var den største sæl, han nogensinde havde seet. Medfølende sjæle kan trøste sig med, at nogen lang lidelse har den ikke havt, det var kun de sidste trækninger i dødskampen; kuglen var vistnok af fint kaliber (9 mm.), men havde rammet paa rette sted i hovedet.
«Ud paa kvelden blir vi stansede, vi er komne ind i en usedvanlig ujevn og svær «kosis», som ligger aldeles tæt, og hvor trækning af baaden vil være vanskelig. Teltet bredes ud paa isen uden at slaaes, og soveposerne lægges ovenpaa det, forat man kan være desto mere parat, naar
