os den luksus at koge. Til drikke anvendtes enten vand, hvoraf der var nok i større eller mindre damme paa flagene, eller ogsaa vand opblandet med kondenseret melk, som gav en god og læskende drik. «Imidlertid fik lapperne denne gang hermetisk beef isteden, og det syntes fuldstændig at trøste dem for de lidte skuffelser; det var renslig og kraftig mad, som Balto udtrykte sig.»
Som betegnende skal jeg her anføre et svar, som Balto gav, da han engang efter hjemkomsten til Norge blev spurgt, naar han havde havt den værste tid under reisen. «Værst var det,» sagde Balto, «da vi laa i drivisen og holdt paa at drive ud i Atlanterhavet, jeg spurgte Nansen, om han troede, vi vilde komme tilland, og han svarede ja. Og saa spurgte jeg ham, hvad vi da skulde gjøre, og han svarede, at vi skulde ro nordover, men jeg spurgte, om hvad vi skulde leve af, hvis vi ikke kom over til den vestkyst, og han sagde, at vi fik skyde vildt. Da spurgte jeg, hvad vi skulde koge vildtet med, og Nansen svarede, at vi fik spise det raat — da blev Balto meget bedrøvet.»
«Mod kvelden drager vi atter videre; men da rullingen er for svær, og dragsugene paa «fødderne»[1] af flagene uhyggelige for baadene, beslutter vi snart at ligge stille natten over for at afvente bedre tider. Der var en tæt, vaad taage, som gjennemblødte klæderne, og en bidende nordvestvind, men som jeg haabede skulde «skiltre» isen.
«25de juli. Om morgenen kl. 41⁄2 vækkedes jeg af vagtmandens (Kristiansens) raab ind ad teltdøren: «Nansen, naa
kommer en bjøn!» Jeg bad ham hente en bøsse i
- ↑ Naar der er dønning, danner der sig sterk dragsug over flagenes fødder, og disse yder da ingen tryg havn for baadene, naar isen presser sammen, hvilket de, som tidligere omtalt, ellers gjør.
